poke1

Hvis du på nogen måde har været online i løbet af de sidste dage, kan du ikke undgå at være stødt på Pokémon Go i en eller anden form. De fleste af os, der har en vis alder, husker uden tvivl Pokémon og deres enorme udbredelse i tilbage i slutningen af 90’erne og videre frem. Der var nok også mange af os, der mere eller mindre havde puttet dem i glemmebogen.

Lad det være sagt med det samme – Pokémon er tilbage og måske i større stil end nogensinde med den banebrydende app Pokémon Go, der er blevet en af de mest populære app i verden og på rekordtid er blevet et gigantisk hit. På ganske få dage er der kommet lige så mange aktive brugere som Twitter og Tinder, og det er til trods for at der kun er officiel adgang til spillet fra Australien, New Zealand og USA – det kan dog lade sig gøre for andre også – det kan du læse mere om her: Sådan får du Pokémon Go i Danmark

Hvad er Pokémon Go?
Pokémon Go er ikke længere bare et spil, selvom det kun er få dage gammelt, kan det allerede betegnes som et fænomen. Groft sagt handler det om, at man jagter virtuelle figurer. Det handler i grove træk om at man ser verden gennem sit kamera på smartphonen.

Man ser virkeligheden, men udover virkeligheden er der også lidt ekstra i form af de små figurer fra det gennemførte univers, som blev skabt af Satoshi Tajiri og Nintendo i midten af halvfemserne. Teknologien kaldes for augumented reality, og man har tidligere set mange eksempler på det, men ingen der er i nærheden af at være lige så gennemførte og slet ingen der er lige så populære, som Pokémon Go er blevet på under en uge.

Appen/spillet benytter så den indbyggede GPS i telefonen, da spillet tager udgangspunkt i virkeligenden, og man bliver så guidet rundt i gader, stræder, parker og bygninger for at finde den Pokémon figur der er tættest på. Rammer man så denne med sin Pokéball kan denne føjes til en samling der skal være så stor som muligt.

Fra aprilsnar til verdensfænomen
Tilbage i 2014 lancerede Nintendo spillet Pokémon Challenge den 1. April, hvor man via Google Maps skulle finde de velkendte figurer. Det var egentlig tænkt som en joke med at føre universet ud i virkeligheden, men joken har vist sig at være så god, at de nu har arbejdet videre på den i et par år og har lanceret noget af det mest banebrydende i mange år.

Nintendo aktien steg med 25% efter app’en havde været på markedet i ganske få dage, og den er allerede installeret på mere end 5% af alle Android telefoner i USA. Det vides ikke hvor højt antallet er på iPhone telefoner, men i alt er der tale om rigtig mange millioner.